Gårdkatte til adoption

Har du brug for en musefanger?

Hos Kattens Redning formidler vi også gårdkatte – katte som ikke er egnede til livet som indekat, men som kan trives rigtig godt med livet udendørs på en gård, landejendom eller større grund.

Disse katte er typisk semitamme eller meget selvstændige katte, som ikke ønsker tæt menneskelig kontakt, men som stadig har brug for mennesker der sørger for mad, ly og opsyn.

En gårdkat er derfor ikke en kat der skal klare sig selv, men en kat der lever udendørs under ansvarlige forhold.

Pris for adoption af gårdkatte er 1.000 kr. pr. kat. Ved tre katte eller flere aftales en samlet pris.

Inden afrejse er alle katte:

  • Sundhedstjekkede
  • FIV/FeLV-testede
  • Neutraliserede
  • Øremærkede
  • Chippede
  • Vaccinerede (Leucofeligen FeLV/RCP)
  • Behandlede med Milpro
  • Behandlede med Bravecto
  • Registrerede i Dansk-Katteregister.dk

Når en gårdkat flytter til et nyt sted

For at en gårdkat kan falde til et nyt sted, er det vigtigt at give katten tid til at knytte sig til området og de mennesker der bor der.

Derfor skal kattene holdes inde i stald, udhus eller lignende i minimum 8–10 uger, før de får adgang til udelivet. I mange tilfælde anbefaler vi gerne en endnu længere periode, da det øger sandsynligheden for at katten bliver på stedet.

Det er vigtigt, at kattene når at opbygge tillid til jer, inden de lukkes ud.

Vi er derfor også meget behjælpelige med at finde praktiske løsninger, hvis man er i tvivl om hvordan kattene kan holdes inde i perioden. Det kan eksempelvis være i en stald, et udhus, en garage eller lignende.

Ofte foretrækker vi også selv at komme med gårdkattene, så vi kan sikre os at forholdene er på plads ved ankomst, og at de aftalte rammer og betingelser for kattene er opfyldt.

Det er samtidig vigtigt at kattene:

  • har adgang til mad og frisk vand hver dag
  • har et tørt og lunt sted at opholde sig året rundt
  • bliver tilset og behandlet ved sygdom

En god musefanger jager bedst på fyldt mave.

Har du allerede katte på din ejendom?

Hvis du allerede har tilløberkatte på din ejendom og ønsker hjælp til indfangning og neutralisering, skal du i stedet kontakte os via siden Indfangning af katte.

Virksomheder og landbrug

Har du CVR-nummer, kan udgifter til gårdkatte i nogle tilfælde trækkes fra som en driftsudgift, hvis kattene har en funktion som skadedyrsbekæmpere på ejendommen.

Det fremgår blandt andet af en afgørelse fra Skat, hvor en landmand fik fradrag for udgifter til katte, fordi kattene blev brugt til at bekæmpe mus og rotter i driftsbygningerne. Du kan læse afgørelsen her.

I afgørelsen blev det lagt til grund, at kattene opholdt sig i driftsbygningerne og havde en driftsmæssig funktion som skadedyrsbekæmpere, og derfor kunne udgifterne anses som driftsomkostninger.

Vi anbefaler altid, at man afklarer det med sin revisor eller Skattestyrelsen, da det afhænger af den konkrete situation.


Gårdkatte til adoption